Drupal er et kendt fænomen blandt udviklere af internetløsninger og af brugere af disse løsninger. Men det kan være værd lige at samle op på, hvad Drupal egentlig er, og hvad systemet udspringer af.
Rødder 20 år tilbage
Drupal er et CMS-system (Content Management System) med rødder tilbage til 2000, da systemet blev lanceret af den belgiske universitetsforsker Dries Buytaert fra universitetet i Antwerpen. Efter at være etableret som det, man kalder et Bulletin Board System (BBS) blev Drupal lanceret som open source system i 2001. Med open source menes, at alle har tilgang til udviklingsdatabasen og kan være tilknyttet systemet som udvikler.
Der er i dag mere end en million udviklere, designere, strateger, undervisere m.fl. knyttet til Drupal, der dermed udgør et af de største open source communities i verden. Og tanken bag open source er jo ganske fascinerende: Udviklerne lægger deres bidrag åbent frem, og sammen skaber de et samlet projekt, der på grund af de mange udviklere har en massiv fremdrift, som det kan være vanskeligt at opnå i en traditionel virksomhed.
Mange dråber små
Drupal har rødder i et flamsk ord, nemlig druppel, som betyder dråbe. Det blev valgt af Dries Buytaert, efter at han måtte opgive at få fat i domænet Dorp, som er hollandsk for landsby og skulle symbolisere den sociale side ved arbejdsmetoden bag systemet. Og i virkeligheden passer dråbe-metaforen ganske udmærket til et projekt som Drupal: Mange dråber små kommer til at udgøre den store flod, som systemet tilsammen udgøres af.
Der findes flere organisationer omkring Drupal. Således også i Danmark, hvor foreningen Drupal Danmark er et fællesskab for udviklere og brugere af Drupal systemet. På websitet drupal.dk kan man finde en masse artikler, gode råd, fif og træningssessioner vedrørende Drupal. DrubalCamp afholdes nogle weekender hvert år og skal være med til at skabe sammenhold mellem udviklerne og udveksle viden, og på internationalt niveau finder konferencen DrupalCon sted hvert andet år.