Foreningens navn er Drupal Danmark og er stiftet den 16/03-2009. Foreningen har hjemsted i Københavns Kommune.
Foreningens formål er at udbrede kendskabet til og brugen af open source frameworket Drupal. Foreningens yderligere formål er at drive hjemmesiderne drupaldanmark.dk og drupalcamp.dk samt afholdelse af konferencen Drupalcamp Danmark. Endvidere er formålet at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.
Foreningen er uafhængig af partipolitiske, religiøse og erhvervsmæssige interesser.
Som aktivt medlem kan bestyrelsen optage enhver, der er fyldt 14 år. Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke stemmeret på foreningens generalforsamling.
Medlemmerne er forpligtiget til at overholde foreningens vedtægt og leve op til foreningens formålsbestemmelse.
Endeligt afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.
Indmeldelse skal ske på foreningens hjemmeside eller ved e-mail til foreningens sekretær/kasserer. Medlemmer skal have været medlem af foreningen i mindst 2 måneder før den ordinære generalforsamling for at opnå stemmeret på denne.
Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren med mindst en måneds varsel til udgangen af et foreningsår. Udmeldelse kan kun accepteres, hvis medlemmet ikke har noget økonomisk mellemværende med foreningen.
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.
Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.
Et medlem kan udelukkes eller ekskluderes, såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtigelser. I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.
En generalforsamlings beslutning kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægt.
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed I alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af februar måned.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst fire ugers varsel med opslag på foreningens hjemmeside og ved e-mail til foreningens medlemmer. Indkaldelsen til generalforsamlingen skal være med angivelse af dagsorden og indkomne forslag.
Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse. Er der indkommet forslag, e-mailes disse til medlemmerne sammen med dagsorden og det reviderede regnskab sådan, at dette er medlemmerne i hænde senest en uge før generalforsamlingen.
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle aktive medlemmer, som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtægtsændringer og foreningens opløsning kvalificeret majoritet - jvf. § 17 og § 18.
Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt det forlanges. Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling,
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.
Bestyrelsen består af en formand, en kasserer, en sekretær og yderligere af generalforsamlingen fastsat antal af medlemmer. Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 14 år og har stemmeret - jvf. § 9.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden den 14 januar afgive årsrapport for det foregående år og status pr. 31. december til revisoren. Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Årsrapport status e-mailes til foreningens medlemmer sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år i januar måned gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over kr.: 10000 kræves dog underskrift af formand og kasserer i forening. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal låneoptagelse på mere end 10000 kr. godkendes af generalforsamlingen.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtigelser, som påhviler foreningen.
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede.
For at forslaget kan vedtages kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.
Ved foreningens opløsning går eventuel formue til Drupal Association og sekundært WSPA Danmark.