Der har gennem et længere stykke tid været behov for at få dannet en forening som ramme for Drupal-relaterede aktiviteter i Danmark.
Da vi sidste efterår afholdt Drupal Camp i København var det i den grad en klods om benet at vi ikke havde det. Vi var nødt til at foretage en del økonomiske krumspring for at undgå at Morten.dk, der som stod som lejer af lokaler og indhaver af bank- og PayPal konti, skulle beskattes af de penge der løb igennem.
Det er med det for øje at vi I går mødtes for at stable en forening på benene. Det skete i hast, da vi skal bruge foreningen for at kunne leje lokaler af Københavns Kommune til den næste Drupal Camp. Samtidig har vi mulighed for moms-fritagelse, DUF-midler, mv.
Som anført i vedtægterne er foreningens formål:
[…] at udbrede kendskabet til og brugen af open source frameworket Drupal. Foreningens yderligere formål er at drive hjemmesiderne drupaldanmark.dk og drupalcamp.dk samt afholdelse af konferencen Drupalcamp Danmark. Endvidere er formålet at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.
Kort sagt, så formålet oprettelsen af en selvstændig juridisk person, som kan bruges til at fremme udbredelsen af Drupal i Danmark. Der er ikke tale om et styrings- eller kontrolorgan. Vi ønsker at Drupal skal fortsætte med at være en græsrodsbevægelse.
Vi hverken kan eller vil bestemme noget om hvad der skal ske i Drupal-mijøet rundt om i Danmark, men såfremt nogen af alle jer der arbejder med Drupal her i landet har ønske om at have en forening i ryggen, vil vi meget gerne hjælpe.
Der er ingen specielle krav til medlemsskab, ud over at man skal være mindst 14 år. Medlemsskab koster kr. 100,- pr. kalenderår. Der er flere detaljer i vores vedtægter.
Nu hvor vi har fået dannet en forening, vil vi gerne opfordre alle Drupal-interesserede i Danmark til at melde sig ind. De 100 kr. pr. år skulle være overkommeligt for langt de fleste, og vi håber så mange som muligt vil deltage i og fremme foreningens aktiviteter (hovedsageligt DrupalCamp).
Vi mangler stadig at få oprettet bankkonti mv., men vi vil snarest muligt vende tilbage med mere information omkring hvordan man tilmelder sig.
16/3-2009
Valg af dirigent og referent
Dirigent: Morten Heide-Jørgensen
Referent: Andreas Haugstrup Pedersen
Bestyrelsens beretning for det forløbne år
Ingen beretning da dette var den stiftende generalforsamling.
Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse
Intet regnskab da dette var den stiftende generalforsamling.
Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse
Intet budget fremlagdes på den stiftende generalforsamling.
Fastsættelse af kontingent
Budget sættes til 100 kr per år. Betaling gælder for den resterende tid i det indeværende år.
Behandling af indkomne forslag
Ingen indkomne forslag.
Valg af formand - i lige år
Mikkel Høgh enstemmigt valgt som formand.
Valg af næstformand - i ulige år
Rasmus Frey enstemmigt valgt som næstformand.
Valg af kasserer - i ulige år
Jens Beltofte enstemmigt valgt som kasserer
Valg af sekretær - i lige år
Andreas Hagstrup Pedersen enstemmigt valgt som sekretær
Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer - vælges forskudt i en periode af 2 år
Morten Heide-Jørgensen enstemmigt valgt som bestyrelsesmedlem.
Valg af to suppleanter til bestyrelsen
Jakob Berg enstemmigt valgt som 1. suppleant.
Camilla Kragh enstemmigt valgt som 2. suppleant.
Valg af revisor og revisorsuppleant
Revisor og revisor-suppleant vil blive valgt af bestyrelsen på et senere tidspunkt.
Eventuelt
Ingen bemærkninger
Foreningsens vedtægter er tilgængelige på nettet.